Konkurrencehandlinger

I hvilket omfang man som ansat kan have lønnede/ulønnede aktiviteter ved siden af sit arbejde, og i hvilken udstrækning aktiviteten er konkurrerende, har givet anledning til en righoldig retspraksis, og i det følgende er fremhævet en række af afgørelserne:

 

Højesterets dom af 7. februar 1978 (UfR.1978.326H):

En civilingeniør, som arbejdede som udviklingschef hos et produktionsfirma, der producerede ventilatorer, blev den 17. februar 1976 bortvist for at have udøvet konkurrerende virksomhed under sin ansættelse.

Civilingeniøren havde uden virksomhedens accept oprettet et anpartsselskab, der skulle forestå projektering af ventilationsanlæg.

Retten kom frem til, at bortvisningen var berettiget. Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at civilingeniøren burde have været klar over, at han ikke under ansættelsen kunne udøve sådan virksomhed som ventilationsprojektering. Der blev herudover lagt på, at stillingen som udviklingschef også indebar, at han burde bruge sin viden og erfaring til nyudvikling, der kunne indgå i virksomhedens fremtidige drift.

 

Højesterets dom af 10. december 1973 (UfR.1974.101H):

En annonce- og salgsdirektør på et forlag, var ved sin ansættelse blevet pålagt, ikke at udøve nogen anden lønnet virksomhed eller forretningsvirksomhed for egen eller fremmed regning. En sådan aktivitet krævede skriftligt samtykke fra forlaget.

Under de første måneder af sin ansættelse havde han solgt 1.012 støvsugere for en bekendt som en slags vennetjeneste. Enkelte gange havde han rykket for betalingerne. Han modtog ikke vederlag for arbejdet.

Forlaget bortviste herefter salgsdirektøren for brud på overenskomsten.

Højesteret, der med 3 dommere mod 2 tiltrådte landsrettens resultat og begrundelse, fandt at det arbejde salgsdirektøren havde udført som vennetjeneste, var et brud på overenskomstens § 4. Imidlertid var omfanget af den udviste aktivitet ikke tilstrækkelig til at afbryde ansættelsesforholdet med øjeblikkelig virkning.

 

Højesterets dom af 9. juni 1965 (UfR.1965.628/3H):

En revisor havde foruden sit almindelige arbejde, påtaget sig revision og mindre skattesager for små virksomheder. Opgaverne blev udført for revisorens kones selskab.

Det fremgik af revisorens ansættelseskontrakt fra hans almindelige job, at han ikke måtte have bibeskæftigelse uden at have fået tilladelse fra ledelsen. Revisoren havde fået lov til at have enkelte klienter selv.

Højesteret udtalte, at der var tale om en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, idet arbejdsgiveren lagde stor vægt på, at de ansatte ikke havde bibeskæftigelse. Der var desuden tale om en bibeskæftigelse af ikke ubetydeligt omfang.

 

Sø- og Handelsrettens dom af 27. maj 1982 (UfR.1983.559S):

Sagen omhandlede en marketingschef i en dansk medicinalvirksomhed, som var en del af en international koncern. Marketingschefen indtog en betroet stilling i virksomheden. Det fremgik af hans ansættelseskontrakt, at han havde tavshedspligt omkring alle aktiviteter i virksomheden.

Han blev bortvist med den begrundelse, at han ubeføjet havde videregivet informationer vedrørende et af selskabets præparater til en anden virksomhed, der skulle markedsføre og forestå salget af præparatet. Medicinalvirksomheden droppede dog idéen om salg af det pågældende præparat.

Marketingschefen og den virksomhed, han havde udleveret oplysningerne til, markedsførte efterfølgende produktet samt et nærmest identisk produkt under et andet navn.

Retten kom frem til, at den af marketingschefen udviste adfærd var en så grov misligholdelse, at bortvisningen af ham var berettiget.

 

Højesterets dom af 5. april 1965 (UfR.1965.384H):

En konsulent hos en landboforening blev bortvist for at medvirke til oprettelsen af en avlsdyrseksportsammenslutning.

Landboforeningens husdyrbrugsudvalg og fællesledelse var imidlertid bekendt med konsulentens planer om bistand ved oprettelsen af eksportsammenslutningen.

Ledelsen i landboforeningen havde på intet tidspunkt givet udtryk for, eller advaret konsulenten om, at denne aktivitet ikke ville blive tolereret.

På denne baggrund kom Højesteret frem til, at landboforeningens bortvisning af konsulenten var uberettiget og han var følgelig berettiget til erstatning.