Illoyalitet

Det ligger i ansættelsesforholdets natur, at en arbejdsgiver kan kræve loyalitet af sine medarbejdere. Hvor grænsen går mellem det loyale og det illoyale kan imidlertid være vanskelig at trække i alle tilfælde, og her er et udpluk af noget af den retspraksis der findes:

 

Sø- og Handelsrettens dom af 28. januar 2008 (UfR.2008.1011S):

En kassedame blev bortvist for at have anvendt udtrykket ”hættemåge” om en nyansat medarbejder. Det nedladende udtryk blev overhørt af både en kollega og en kunde.

Hun blev herefter indkaldt til et møde med personalechefen og tillidsmanden. Her valgte man fra arbejdsgivers side at bortvise kvinden, uden at hun fik lejlighed til at forklare sig.

Retten udtalte, at bemærkningen var ”dumsmart”, men fandt ikke, at den var fremsat i religiøst chikaneøjemed. Da der ikke tidligere under kvindens 10 år lange ansættelse, havde været anledning til at påtale hendes omgangstone eller adfærd, var bortvisningen uberettiget. Retten lagde desuden vægt på, at hun ikke havde haft lejlighed til at forklare sig om udtalelsen.

 

Højesterets dom af 10. juni 1987 (UfR.1987.634H):

En lagermedarbejder blev bortvist, efter at han angiveligt havde kaldt virksomhedens direktør for ”en sindssyg stodder og værre end Sydafrikas vorster”.

Udtalelsen var fremsat i forbindelse med en diskussion omkring lagermedarbejderens ansættelsesvilkår. Han følte sig i den forbindelse stærkt provokeret af direktøren. Direktøren fandt ud af, at en af de andre medarbejdere havde overhørt ordvekslingen og bortviste på denne baggrund lagermedarbejderen.

Højesteret fandt bortvisningen uberettiget, dels da lagermedarbejderens tone aldrig tidligere var blevet påtalt og da det ikke var meningen, at andre end direktøren skulle høre samtalen. Selv hvis ordene ”en sindssyg stodder og værre end Sydafrikas Vorster” rent faktisk blev brugt, var Højesteret af den opfattelse, at dette ikke var bortvisningsgrund. Udtalelsen måtte vurderes ud fra den sammenhæng, i hvilken den blev fremsat.

 

Højesterets dom af 14. juni 1967 (UfR.1967.614H):

En civilingeniør blev bortvist efter at have fremsat en grundløs beskyldning om virksomhedens direktør overfor dennes hustru.

Under sygdom ringede civilingeniøren til direktøren. Det var direktørens kone der tog telefonen. Under telefonsamtalen sagde civilingeniøren ”Hvad er der egentlig i vejen med Deres mand? Han har gjort tilnærmelser til mig. Har han før vist tilbøjelighed til den slags?”. Direktøren bortviste straks civilingeniøren.

Lands- og Højesteret fandt, at de grundløse beskyldninger var en så grov tilsidesættelse af civilingeniørens loyalitetsforpligtelse, at bortvisningen var berettiget. Der var i sagen desuden tvist om, hvorvidt civilingeniøren var sindssyg på det tidspunkt, hvor beskyldningen blev fremsat. Dette kunne ikke lægges til grund ved afgørelsen, og beskyldningen kunne således tilregnes ham.

 

Højesterets dom af 21. april 1971 (UfR.1971.422H):

En lærer på en privat realskole blev med rette bortvist som følge af illoyalitet over for skolelederen.

Der gik på skolen rygter om, at skolelederen havde gjort tysk tjeneste under 2. verdenskrig. Rygter, som på ingen måde havde noget hold i sig.

Læreren havde overfor skolens elever ikke udtrykkeligt taget afstand fra rygterne, ligesom han under en samtale med skolens bestyrelsesformand og 2 andre repræsentanter havde givet dem anledning til at tro, at rygterne var sande.

Højesteret fandt under disse omstændigheder bortvisningen for berettiget.

 

Østre Landsrets dom af 14. marts 2003 (UfR.2003.1430Ø):

I forbindelse med et virusangreb opdagede arbejdsgiveren, at en regnskabsassistent havde haft en omfattende privat mailkorrespondance på arbejdet. Herudover havde regnskabsassistenten sexchattet på arbejdet.

Spørgsmålet i sagen var blandt andet, om regnskabsassistenten udadtil havde optrådt illoyalt. Af hans mailkorrespondance fremgik det, at udtrykket ”den lukningstruede virksomhed” blev anvendt om arbejdspladsen. Det var imidlertid ikke ham selv, men hans bekendte der anvendte udtrykket.

Bortvisningen af regnskabsassistenten var ikke berettiget, da det ikke var ham selv der havde anvendt udtrykket ”den lukningstruede virksomhed” og da det ikke kunne antages, at udtrykket var foranlediget af oplysninger givet fra regnskabsassistenten til dennes bekendte. Landsretten bemærkede i øvrigt, at mailkorrespondancen og sexchatten ikke havde et sådant omfang, at regnskabsassistenten ikke var i stand til at passe sine arbejdsopgaver.