Fejl og forsømmelser

Domspraksis omkring fejl og forsømmelser er i sagens natur meget forskelligartet, men i det følgende kan du læse om de mere markante afgørelser:

 

Højesterets dom af 19. august 2004 (UfR.2004.2713H):

Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør i en grusgravningsvirksomhed havde forsømt sit ansvar i en grad, der kunne berettige til en bortvisning.

Grusgravningsvirksomheden lå i forhandlinger om salg af virksomheden til en køber, der havde betinget sig, at grusgravningsvirksomheden ikke indgik særligt byrdefulde aftaler forud for købet.

I forhandlingsperioden indgik grusgravningsvirksomhedens ejendomschef en lejeaftale om udlejning af et areal på 80.000 m2. Direktøren, der fortsat var direktør efter salget af grusgravningsvirksomheden, blev bortvist under henvisning til, at han burde have sikret sig, at der ikke blev foretaget dispositioner som den omhandlede i forhandlingsperioden.

Uanset at det var direktørens ansvar at der ikke blev foretaget sådanne dispositioner, lagde Højesteret til grund, at direktøren med rette gik ud fra, at ejendomschefen ikke ville indgå en så stor lejeaftale, uden at forelægge denne for direktøren. Der var således ikke begået så store fejl som kunne berettige, at direktøren kunne bortvises.

 

Højesterets dom af 7. december 1965 (UfR.1966.82/2H):

En akkvisitionschef i et forsikringsselskab blev den 16. juni 1961 bortvist med den begrundelse, at han i længere tid ikke havde tegnet forsikringer for selskabet, men i stedet havde passet sin kones cigarforretning.

Akkvisitionschefen havde desuden, i en række tilfælde, undladt at give oplysning om forsikringstagernes tidligere sygdomme.

I den periode hvor akkvisitionschefen ikke tegnede nye forsikringer, var selskabet under rekonstruktion, og der var generelt stilstand for så vidt angik tegning af nye forsikringer. Det kunne derfor ikke bebrejdes ham, at der ikke var tegnet nye forsikringer, ligesom det ikke kunne bebrejdes ham, at han passede konens cigarforretning, da selskabet var bekendt med denne aktivitet.

Da undladelsen af at give korrekte oplysninger om tidligere sygdomme, ikke i sig selv kunne begrunde bortvisning, blev bortvisningen anset for uberettiget.

 

Sø- og Handelsrettens dom af 23. juli 1975 (UfR.1975.1089S):

En leder af en slagteriafdeling i et varehus blev bortvist for overtrædelse af sundhedsregler.

Ved en uanmeldt inspektion blev der i varehusets køleramme fundet sur fars, som var en klar overtrædelse af sundhedsforskrifterne. Lederen af slagteriafdelingen blev herefter bortvist for manglende pligtopfyldelse.

Retten lagde ved afgørelsen på den ene side vægt på, at lederen af slagterafdelingen var nærmest til at sikre, at alle sundhedsforskrifter mv. var overholdt. Retten fandt imidlertid, at bortvisningen var uberettiget, da varehusets ledelse ikke kunne være ubekendt med, at et manglende specielt kølerum for kødaffald mv. var påkrævet.

 

Højesterets dom af 27. juni 1995 (UfR.1995.744H):

En eksportchef havde under en møbelmesse i Engang væsentligt overskredet sin kompetence, ved at have nedsat listepriserne med 10 %, idet han gik ud fra, at der var tale om en fejl.

Eksportchefens kollega havde udtrykt betænkelighed omkring nedsættelsen af listepriserne. Det var ikke muligt at komme i kontakt med virksomhedens ledelse. Virksomheden blev først efterfølgende opmærksom på de ændrede priser ved en tilfældighed. Eksportchefen havde således ikke underrettet ledelsen om ændringen så snart dette var muligt.

Højesteret anså bortvisningen for berettiget under henvisning til, at eksportchefen væsentligt havde overskredet sin kompetence. Højesteret anførte samtidig, at der navnlig blev lagt vægt på, at han ikke gjorde ledelsen opmærksom på ændringen ved først mulige lejlighed.

 

Sø- og Handelsrettens dom af 18. november 1971 (UfR.1972.275S):

En kvinde var blevet ansat til kontorarbejde, efter i en annonce at have givet udtryk for, at hun både kunne stenografere og skrive på maskine.

Det blev imidlertid hurtigt klart for arbejdsgiveren at hun ikke var særlig kompetent. Flere af de breve hun skrev, måtte skrives helt om, ligesom hun kun i meget begrænset omfang var i stand til at stenografere. Hun blev bortvist for gentagne fejl og for at have givet urigtige oplysninger om hendes forudsætninger for at kunne bestride jobbet.

Bortvisningen blev af retten anset for berettiget. Der blev navnlig lagt vægt på, at kvinden burde have vidst, at det var afgørende for virksomheden, at hun rent faktisk havde de kompetencer som fremgik af annoncen. Kvindens løn indgik som et moment i vurderingen af, om kvinden burde vide hvad virksomheden med rette kunne forvente af hende.