Arbejdsvægring

Nægtelse af at udføre pålagt arbejde vil normalt være arbejdsvægring og tillige kunne udgøre et bortvisningsgrundlag. Men retspraksis viser at, at det ikke altid forholder sig således:

 

Faglig voldgift protokollat af 10. maj 2012:

I denne sag blev 2 elektrikere bortvist for at nægte at medvirke ved optællingen af indholdet i deres firmabiler. Elektrikerne havde sygemeldt sig den dag optællingen skulle finde sted.

Elektrikerne havde opsagt deres stillinger samtidigt og de startede begge nyt arbejde i samme firma. Herudover var en stor del af elektrikerfirmaets kunder efterfølgende blevet kunder i det nye firma, hvor elektrikerne havde fået job. Endelig havde elektrikerne været ufortrolige omkring deres opsigelse overfor eksisterende kunder, og i et enkelt tilfælde overhørte en lærling dette.

Opmanden var af den opfattelse, at omstændighederne omkring sygemeldingen udgjorde en tilstrækkelig formodning for at elektrikernes sygdom var arbejdsvægring. Elektrikerfirmaet var derfor berettiget til at bortvise begge elektrikere.

 

Østre Landsrets dom af 13. september 2005:

Under en brandøvelse på et plejehjem udeblev hele 7 af plejehjemmets plejeassistenter. Plejehjemmets ledelse formodede, at der var tale om kollektiv arbejdsvægring og bortviste på denne baggrund plejeassistenterne.

Sagen i Østre Landsret omhandlede 2 af de 7 plejeassistenter.

Østre Landsret kom efter bevisførelsen frem til, at begge bortvisninger var uberettiget. Den ene plejeassistent havde set et opslag om brandøvelsen, men der var ikke på denne anført mødepligt. Da det heller ikke fandtes godtgjort, at indkaldelse med mødepligt var overrakt hende eller tilsendt hende med post, var bortvisningen ikke berettiget. Den anden plejeassistent havde på dagen for brandøvelsen telefonisk meddelt, at hun ikke kunne komme da hun skulle til læge. Hun havde derfor lovligt forfald og bortvisningen var således ikke berettiget.

 

Vestre Landsrets dom af 22. november 2007:

En funktionær var blevet bortvist fra sin arbejdsplads da vedkommende havde nægtet at tage eftermiddagsvagter i en hel uge. Arbejdsgiveren mente, at der forelå arbejdsvægring der berettigede bortvisning.

Problemet var, at funktionæren ikke kunne arbejde helt til kl. 18.00, da der i givet fald ville være problemer med afhentning af børn. Funktionæren arbejdede i øvrigt på at finde en løsning, således at han kunne arbejde på de i vagtplanen anførte tidspunkter.

Vestre Landsret kom frem til at arbejdsgiveren ikke på dette grundlag var berettiget til at bortvise som følge af arbejdsvægring. Funktionæren blev i øvrigt tilkendt godtgørelse for overtrædelse af ansættelsesbevisloven.

 

Odense Byrets dom af 9. juni 2009:

En kvindelig kontormedarbejder blev bortvist for at forlade arbejdspladsen i arbejdstiden. Arbejdsgiver betragtede dette som arbejdsvægring.

Kvinden havde tidligere fået advarsler for at møde for sent på arbejdspladsen, men havde ikke på noget tidspunkt fået advarsel for arbejdsvægring. Den 25. juni 2008 var kvinden til samtale omkring hendes arbejdsforhold, herunder hendes mødetider. Der var uoverensstemmelser mellem kvinden og arbejdsgiveren på dette møde. Efter mødet meddelte kvinden, at hun var blevet syg og måtte tage hjem. Det blev påtalt, at hvis hun forlod arbejdspladsen ville det blive betragtet som ulovlig arbejdsvægring, hvilket imidlertid ikke ændrede på at kvinden ville tage hjem.

Retten kom frem til at arbejdsgiverens bortvisning ikke var berettiget, da hændelsen ikke kunne betragtes som arbejdsvægring. Arbejdsgiveren burde i den forbindelse i stedet have sikret sig, at han ville modtage dokumentation fra kvinden om at hun rent faktisk var syg.

 

Vestre Landsrets dom af 22. september 1994 (UfR.1994.1012V):

Den 29. november 1991 havde en lagerekspedient i lighed med en række andre medarbejdere fået udbetalt en bonus. Lagerekspedientens bonus var imidlertid kun på 5.000 kr., alt imens flere andre lagerekspedienter havde fået en bonus på 10.000 kr.

Lagerekspedienten følte sig forbigået og hængte derfor sin lønseddel op på virksomhedens officielle opslagstavle. Direktøren reagerede ved at bede lagerekspedienten om at fjerne lønsedlen, hvilket han nægtede. Direktøren meddelte, at han ville blive bortvist for lydighedsnægtelse hvis han ikke efterkom ordren. Da lagerekspedienten ikke tog lønseddelen ned blev han bortvist.

Vestre Landsret mente ikke, at lagerekspedienten groft havde misligholdt sit ansættelsesforhold og bortvisningen var derfor ikke berettiget. Der blev bl.a. lagt vægt på, at lydighedsnægtelsen ikke havde noget med arbejdet at gøre, hvorfor der ikke var tale om arbejdsvægring. Herudover blev det tillagt vægt, at de andre medarbejdere formentlig alligevel ville blive bekendt med størrelsen på lagerekspedientens bonus.